Opskrift på Bløde Boller
Disse lækre boller er vellykkede hver gang jeg laver dem. Jeg har haft udfordringer med, at boller ofte bliver lidt tørre, men disse går man ikke fejl af. De er ideelle til fødselsdage, og kan fryses ned og laves på forhånd. Hvis de har været frosset ned, bliver de bedst, hvis man luner dem en smule inden servering.
Ingredienser til 15-20 boller:
- 5 dl. mælk
- 25 gram gær (eller en halv pose tørgær)
- 100 gram smeltet smør
- 3 tsk. sukker
- 2 tsk. salt
- 900 gram hvedemel (gem lidt til æltning og udrulning)
Fremgangsmåde:
- Smelt smøret i en gryde
- Hæld 5 dl. mælk i en stor skål, og tilsæt herefter det smeltede smør
- Sørg for at temperaturen i mælken ikke er højere end 35 grader, og tilsæt så gæren. For høj temperatur slår gæren ihjel.
- Tilsæt sukker og salt, og vend så melet i lidt efter lidt.
- Når dejen er fast og let klistret skal den æltes godt igennem.
- Dejen skæres hernæst ud i ca. 20 stykker, og de formes til boller. Bollerne sættes på en bageplade.
- Når bollerne er formet skal de hæve minimum 1 1/2 time på pladen. Dæk dem til med et viskestykke.
- Når hævningen er overstået tændes ovnen på 200 grader (over og undervarme). Når ovnen er varm bages bollerne i ca 12-15 min. Hold øje med dem efter 10 minutter, da det kan variere fra ovn til ovn.
- Bollerne køles af inden servering.



Kommentarer
Send en kommentar